Mia Majas tale ved Madland Symposium

Tale ved Madland Symposium - Gentænk København som madby d. 20.11.2023

Mit navn er Mia Maja Hansson, og jeg er optaget af mad, fællesskaber og meningsfulde arbejdsliv.

Jeg er starter og drifter af madiværksætterhuset og delekøkkenet Kitchen Collective, kooperativet og madinnovationshuset CPH Food Space, madfestivalen Street Food om Søerne, og så er jeg en aktiv del af Kooperativt København.

Jeg er dybt forelsket i mad. Jeg er en madsjæl, og for mig handler mad om meget mere end noget, vi spiser. Mad vækker vores sanser. Mad forbinder os til jorden og naturen og lader os forstå, vi er en del af noget, der er langt større end os selv. Mad er følelser. Mad er relationer. Mad er kultur. Mad er nøglen til, at vi lærer om hinanden. Og så har mad et kæmpe forandringspotentiale til at gøre verden til et bedre sted.

Foto: Liv Kastrup for Madland

Jeg har valgt at dedikere mit liv til at arbejde med det, jeg gør, fordi jeg elsker det, men jeg gør det også, fordi det er vigtigt. For mig er madssystemet på mange måder gået i stykker.

Verden set fra madens ståsted er fuld af uretfærdighed og paradokser og jer, der er samlet her i dag, har sikkert et langt større overblik over dem end mig, men jeg vil alligevel påpege dem, som jeg er særligt optaget af.

Mad er i en spøjs kategori med bolig og tøj. Det er hverdagsliv og noget, vi alle sammen har til fælles. Og alligevel er det noget af det, som adskiller os allermest.

Når det kommer til mad, så er der noget, jeg synes, der er særligt paradoksalt: Det bliver de privilegeredes lod at hente gulerødder på naboens regenerative jordbrug, mens dem der har mindst, handler ind ved storkapitalens mestrer, som har råd til at sælge mad så billigt, at manmå takke ja, hvis man ikke har eller kender til andre valg.

Samtidig så er mange af os virksomheder, der opererer i madens verden ikke økonomisk bæredygtige. Særligt hvad gælder restaurationer – her er forretningsmodellen på mange måder decideret gået i stykker. For mange spisende mennesker er det ikke værdifuldt, hvad vi kommer i munden og fylder vores krop med, og der bliver bidraget til arbejdspladser, hvor folk ikke har det godt, når de går på arbejde.

Ofte er det også det arbejdende menneske, der betaler med urimelige arbejdstider for det spisendes menneskes fornøjeligheder. Beundringsværdige kolleger har bidraget til, at gastronomien er blevet demokratiseret og gjort det muligt for en lang større gruppe mennesker at gå ud og spise, men jeg er på det seneste blevet virkelig fortvivlet over, hvad vi vælger at bruge det til. Vi bilder det spisende menneske ind, at man godt kan cykle mad gennem byen for 19 kr. og vi lader folk tro, at det er muligt at servere en fransk løgsuppe til 34 kr.

I skal ikke misforstå mig – jeg har ikke noget imod lave priser – så længe det hænger sammen. Det er heller ikke fordi, jeg vil indlede en samtale om, hvorvidt gastronomi skal være for alle. Men lige nu har vi bare skabt en situation, hvor det ofte er jord og arbejdende mennesker, der betaler for den serverede tallerken.

Jeg bliver i tvivl, om vi har glemt, at der er mennesker bag den serverede tallerken. Det spisende menneske har acceptereret time-taksten for håndværker-grupper som vvs, tømrer og elektriker, men hvad med håndværker-grupper som tjenere, kokke, catere og gartnere?

Kigger vi på andre brancher, er meget blevet løst ved at skabe organiserede arbejdsforhold, men det er under 10% af de knap 18.000 restauranter, vi har i Danmark, der har indgået en overenskomst.

Jeg siger ikke, at det er det rigtige at gøre. Jeg siger heller ikke, at de resterende 90 % af restauranter ikke er ansvarlige, men er der nogen, der har sat sig for at undersøge, hvorfor det er sådan? Jeg er i hvert fald nysgerrig, og jeg er nysgerrig på, hvad beundringsværdige kræfter får skabt af indsigt med initiativer som Hospitality Worker Collective.

Jeg ved ikke, om det er den rigtige løsning at organisere vores arbejde, som vi kender det fra andre håndværksfag, men det jeg ved, er, at vi i hvert fald ikke kommer i mål med noget som helst forandring, før vi gør det i fællesskab. Og det er ikke kun på den ene side af bordet. En grøn, cirkulær og retfærdig madby bliver kun til i fællesskab med spisende mennesker.

Tak Madland for at invitere ind til samtale om, hvordan vi gentænker. Og tak for at huske os på, at København har en international styrkeposition som gastronomisk hovedstad. Når vi har bevist, at vi kan være nummer 1 i verden, når det kommer til gastronomi, så tror jeg også, at vi kan blive nummer 1 i verden, når det kommer til at skabe et grønt, cirkulært og retfærdigt madsystem.

Jeg drømmer om en madby, hvor hverken kloden eller arbejdende mennesker betaler for den serverede tallerken.

Meget kan man sige om den kapitalistiske verden, men den giver os (eller i hvert fald nogen af os) muligheden for at købe os til den verden, som vi tror på. Og i en tid, hvor verden er gået af led, så finder jeg stor ro og styrke i, at jeg rent faktisk kan bidrage til noget via den måde, jeg vælger at bruge mine penge på. Det, vi bare samtidig skal huske, er, at det kapitalistiske system stiller store krav til, hvordan vi sikrer os retfærdighed.

Hvordan sikrer du dig retfærdighed, når du handler ind i madens verden?

I de virksomheder jeg selv er en del af, tilsigter vi fællesskabsorienterede bundlinjer, hvor ingen kan tage magten gennem penge, og jeg har heldigvis flere at spejle mig i og lære fra i madens verden, som fx Fødevarefællesskabet, Andelsgårde, Send Flere Krydderier, Slow Burn Breweri, Spidsroden, Østergro, Grønt Marked, Bondens Marked, Godis Grønt, m.fl.

Jeg er helt konkret begyndt at drømme om et kooperativt København, og jeg ser det som den største mulighed for at gentænke vores by. Det drømmer jeg heldigvis ikke om alene. Jeg er en del af netværket Kooperativt København. Vi forener kooperativer, demokratiske, social økonomiske virksomheder og civilsamfundsorganisationer i København, der alle bygger på et stort samfundsengagement og har det til fælles, at vi tror på, at vi sammen kan skabe et solidarisk, retfærdigt og borgerdrevet erhvervsliv, der bidrager til inkluderende og retfærdige arbejdspladser. Og så drømmer vi også om det sammen med Sophie Hæstorp Andersen, hvor vi har indledt arbejde om et sær-erhvervsråd, der skal udforske, hvordan vi gør København til et verdenskendt fyrtårn for kooperative virksomheder.

Med Kooperativt København har jeg netop været på læringsrejse i Baskerlandet, som er et mekka for kooperative virksomheder. Spaniens og Baskerlandets politiske historie er årsagen til områdets mange kooperativer, da borgere har måtte stå sammen om at skabe arbejdspladser. Til forskel fra kooperativer i Danmark, der både kan været ejet af medarbejdere, forbrugere og producenter, så er Baskerlandets kooperativer primært ejet af medarbejderne. Det er også, hvad der fortsat gennemsyrer fundamentet i de eksisterende kooperativer i dag. Visionen og formålet for mange kooperativer i Baskerlandet er først og fremmest at skabe arbejdspladser, og når man først forstår den pointe gennem talrige af eksempler, går det op for en, hvor forskelligt det er fra virksomheder, hvis formål er at skabe profit.

Jeg siger ikke, at os virksomheder her i madens verden har et snævert fokus på at skabe profit, men jeg ved, at vi har en fælles udfordring med at gøre det.

Jeg mødte klynger af virksomheder, der arbejder med præcis det samme, og som betaler ind til en fælleskasse, som man kan hæve fra, når man gennemgår kriser. Selvom de laver det samme, kan de her virksomheder ikke være konkurrenter, for de står sammen om at skabe gode arbejdspladser.

Hvem havde fået penge fra din kasse under corona-krisen?

Det lyder nærmest helt bæredygtigt, at virksomheder kan operere side om side på det kapitalistiske marked, uden de skal bruge deres energi på konkurrence og priskrig.

Hvis vi gentænker madforbindelse mellem land og by som et potentiale for at stå sammen om at skabe inkluderende, meningsfulde og retfærdige arbejdspladser, hvordan vil vi så se ud?

Hvilken betydning vil det have for vores evne til at arbejde sammenom vores fælles udfordringer?

Hvilken betydning vil det have for det madsystem, vi er sammen om at skabe?

Hvis I vil tale mere om det, så er der plads til mange flere i Kooperativt København, Kitchen Collective og CPH Food Space.

Jeg håber, vi ses!