Hvad betyder tidslogikker og fællesskaber for en grøn omstilling af vores madssystem?

Grøn omstilling

I Kitchen Collective er vi kollega med ph.d.-studerende Jesper Lee Jyderup, der forsker i, hvordan madiværksættere og samarbejder spiller en rolle for en bæredygtig omstilling af vores madsystemer. I Kitchen Collective undersøger Jesper, hvordan Kitchen Collective arbejder med partner- og fællesskaber for at fremme et mere bæredygtigt madsystem.  

Sammen med lektor Frank Sejersen har han netop udgivet et Insight Paper om tidens betydning for en grøn madomstilling. De peger på, at mange af de nye madkoncepter ikke kun er eksempler på, hvordan en bæredygtig madfremtid bliver velsmagende, men også hvordan de opererer ud fra andre tidsforståelser end store dele af de eksisterende madsystemer. 

For eksempel beskriver de, hvordan nogle madiværksættere arbejder på betingelserne af lokal sæsontid, kort forsyningstid og cirkulær produktionstid. Deres pointe er, at bæredygtige madidéer ofte kræver sådanne tidsforståelser, men at disse ikke uden videre kan honoreres af madsystemerne, der i højere grad er sat op til storproduktion, global forsyning og lineære værdikæder. Hvis bæredygtig mad skal gøres mainstream, vil det derfor betyde en revurdering af nogle af de mest fasttømrede grundantagelser, som vores nuværende madsystemer er bygget på. Og her er arbejdet med tid helt centralt.  

”Vi står over for en meget stor samtale om, hvilke tidsforståelser der skal præge fremtidens mad”, udtaler Jesper, der uddyber: ”Tid og styringen af tid er en så grundlæggende del af måden, vi tænker produktion, forsyning og forbrug, at det ikke nytter noget at holde samtalen for sig selv, fordi det vil få betydning for mange menneskers daglige arbejde og vores fælles madkultur. Det er en samtale, vi skal tage i fællesskab”.

Previous
Previous

Festivalguide 2022: Smag på madiværksætteriet

Next
Next

Iværksætterguide: Bliv opdateret på unikke iværksættertilbud