Kitchen Collective X Integrated Fodd Studies

Kitchen Collective har endnu engang samarbejdet med Københavns Universitet om at skabe et innovativt og aktivt læringsforløb for studerende på kandidatuddannelsen Integrated Food Studies. Her er de studerende gruppevist blevet parret med en relevant iværksættercase, som de over en 6 ugers periode har været i tæt dialog med og samarbejdet med om at finde frem til netop de udfordringer, som kunne være relevante for de studerende at dykke nærmere ned i. Disse udfordringer omhandlende blandt andet målgruppe, branding, potentielle samarbejdspartnere, nye markeder og bæredygtighed.

Den endelige præsentation

De studerende har netop præsenteret de indsigter og løsningsforslag, de har arbejdet på de seneste uger. Tilbage i februar blev de nemlig præsenteret for de fem iværksættercases – herunder Surf N’ Turf Sausages, Cafe Mors Varme Hænder, Yusras Køkken, Sa-Na’z og Hakko – som de i mellemtiden har samarbejdet med og ikke mindst udviklet mulige løsninger til.

Disse løsningsforslag bestod blandt andet i et udvidet produktsortiment med fokus på plantebaserede muligheder, bud på relevante og interessante samarbejdspartnere, håndbøger og interne systemer til at gøre hverdagen i virksomheden lettere, forslag til fysiske ændringer med fokus på atmosfære og æstetik samt bud på nye visuelle identiteter og udtryk på sociale platforme.

Samarbejdet har været en del af kurset Food Concept Design, hvor en kombination af teori og praktiske øvelser giver de studerende redskaberne til at udvikle kreative og innovative løsninger til virkelige iværksættercases. Disse har blandt andet bestået af forskellige metoder og øvelser inden for design thinking samt teori omhandlende brugeroplevelse.

Fokus på levedygtigt iværksætteri

Det er vigtigt for Kitchen Collective at få mulighed for at fremvise forskellige iværksættercases som led i iværksætterundervisningen på landets uddannelsesinstitutioner, fordi det viser, at der findes lige så forskellige måder at bygge virksomheder op på, som der findes mennesker. Dét tror vi på bidrager til en demokratisering af mulighederne for at blive iværksætter.

Når vi underviser og indgår i samarbejder med uddannelsesinstitutioner, gør vi det blandt andet med henblik på at skabe levedygtigt iværksætteri, og for os betyder det skabelsen af virksomheder,

  • der anerkender, hvad de står på skuldrene af

  • der tror på samarbejde frem for konkurrence

  • der ikke har til formål slå andre gode initiativer eller virksomheder ud af markedet for udelukkende at fremme sig selv

  • der er økonomisk bæredygtige, som ikke slider på unødvendige samfundspengekasser eller opsluger investorers penge, og som helt selv bestemmer, hvilken økonomisk bundlinje der tilsigtes at blive skabt

  • der ikke slider på klodens ressourcer og som ikke efterlader spor til de næste generationer

  • der drives på en sådan måde, at alle mennesker i processen har det godt.

Derfor har disse værdier og pointer også været helt centrale i den undervisning og sparring, som Mia Maja har bidraget med til kurset samt i hendes feedback til de endelige præsentationer.

 

Fra en studerendes perspektiv

Det er i høj grad vigtigt for Kitchen Collective, at samarbejdet er berigende for alle parter. Derfor oplever vi det også som enormt bekræftende, når vi hører fra studerende, at de har fået nye indsigter og en dybere forståelse for strukturerne i madens verden gennem samarbejdet med både Kitchen Collective og de involverede iværksættercases. 

Anne, som er studerende på dette semester, og som sammen med sin gruppe valgte at samarbejde med Café Mors Varme Hænder, udtalte blandt andet følgende om forløbet:

”Kitchen Collective har været en fantastisk facilitator for vores kursus om fødevarekoncepter og -design. Vi har arbejdet med utroligt spændende og relevante cases, og vi har draget stor nytte af den praktiske erfaring, ekspertudtalelser og dygtige undervisere undervejs. Konceptet med at arbejde med virkelige cases fra mindre virksomheder, som ønsker at skabe en forskel, har virkelig bidraget til at bringe os tættere på forståelsen af udfordringerne og potentialerne på den danske fødevarescene.

Jeg har i den grad oplevet, hvordan Kitchen Collectives passion for at udvikle mad gennem viden og fællesskab kommer til udtryk via de samarbejdspartnere, de har introduceret os til.”

Vi glæder os over gode og inspirerende samarbejder som disse, og anser det som enormt givende at få et indblik i fremtidens madiværksætteres tanker og kreativitet. Så en stor tak til både Københavns Universitet, de studerende og de fem iværksættercases for et inspirerende forløb!

 

Kitchen Collectives rolle har bestået i at facilitere og bidrage med de relevante cases til samarbejdet, og Mia Maja har bistået med undervisning, sparring, feedback og en masse erfaring.

Previous
Previous

DU ER INVITERET // APRIL

Next
Next

Bliv en del af et netværk af grønne madiværksættere