Praktikant til efterårssemestret 2016

Kitchen Collective søger en praktikant til kommunikations- og eventudvikling

 

10714051_306669546205839_1585859811641774291_o kopi

 

Kitchen Collective er fyldt 1 1/2 år nu. Vi har bevist, at behovet for et delekøkken er enormt, og vi står til at udvide. Vi vælter i unikke historier om iværksætteres vej til markedet og muligheder for spændende events. Derfor søger vi en praktikant til kommunikations- og eventkoordinering, der med stort gå på mod er klar til at arbejde for Kitchen Collective 30-37 timer om ugen.

Primære arbejdsområder:

Som praktikant er du med til både at udvikle vores kommunikation på sociale medier samt koordinere og markedsføre Kitchen Collectives aktiviteter. Opgaverne består blandt andet i:

  • Kommunikation på sociale medier, web og blog samt PR og markedsføring
  • Kommunikation med Kitchen Collective’s kitcheneurs
  • Udvikling; fra idéer til madevents
  • Medvirke til at samle og koordinere arrangementer
  • Aktiv deltagelse ved evt. events og kampagner (kan ligge enkelte i weekender)
  • Ad hoc Administrationsopgaver

 

Vi forventer, at du:

  • har flair for at spotte de gode historier og har mod på at give dig i kast med at skrive om dem på vores blog og på vores sociale medier
  • har antennerne ude i forhold til madkommunikation
  • er flydende i mundtlig og skriftlig dansk og engelsk
  • ikke er bange for at tage fat

 

Du må gerne have erfaring med kommunikation og events – men det er ikke et krav.

Vi tilbyder:

  • Et udadvendt job med adgang til et stort netværk inden for madscenen
  • En legeplads for at skrive kreativt og formidle gode historier
  • Indblik i hvordan man omdanner ideer til arrangementer
  • Stor mulighed for at påvirke egne arbejdsopgaver
  • Mulighed for at opbygge relevant erfaring inden for kommunikation og eventplanlægning

Praktikopholdet er ulønnet og perioden kan tilrettelægges så det passer med dit studie. Arbejdet foregår primært fra Kitchen Collectives kontor på Aalborg Universitet i Sydhavnen, hvor du vil sidde på kontor sammen med Kitchen Manager Rasmus Østerlund Larsen, men også fra CPH Food Space i Den Grå Kødby, hvor den ene stifter Mia Maja har kontor. Kontakt endelig Mia Maja på telefon 25327996 eller miamaja@kitchencollective.dk , hvis du har spørgsmål.

Send din ansøgning og CV til miamaja@kitchencollective.dk hurtigst muligt. Tiltrædelse august/september – alt efter hvordan det passer med dit studie.

 

Om Kitchen Collective

Kitchen Collective er en praktisk kulinarisk rugekasse, hvor gastronomiske idéer kan afprøves, udvikles og produceres i mindre skala. Kitchen Collective fungerer som et delekøkken for kulinariske iværksættere. Vi kalder dem for ”kitcheneurs”. Kitchen Collective hjælper kitcheneurs med at igangsætte deres madforretning, ved at skabe nye og anderledes udviklings- og salgsmuligheder for dem samt tilbyde fleksible produktionsfaciliteter.

Se mere på www.kitchencollective.dk / www.facebook.com/kitchencollective.dk