Average Meatballs og deres eget mini-imperium

snacks

Alexander og drengene bag Average Meatballs er vokset fra en Food Truck til også at forpagte kantinen på Statens Museum for Kunst, eget øeventyr på Lyø og deres lille diner ’Snack & Blues’ på Nørrebro. Det hele startede med en amerikansk film, og i dag er de en helt del flere på holdet! Kitchen Collective har mødt Alexander til en snak om drømme, iværksætteri og friturestegt kylling.

Fortæl os lidt om hvordan det hele startede

Jeg er udlært fra Brødrende Price, hvor jeg arbejdede sammen med mine nuværende partnere, Urs og Johnson. Jeg var egentlig på vej til at studere Fødevarevidenskab på Københavns Universitet, men så så vi den her film, ‘Chef’, om Food Truck-livet i LA. Der er det jo altid godt vejr og alt kørte bare for dem i den film. Det skulle vi da også! Samme sommer startede Kødbyens Mad & Marked, samt Rebel Food, så vi blev blændet af succes, og tænkte at vi da kunne lave meget bedre Street Food!

Forblændet af succes? Hvad lærte I den første sommer?

Jeg ville gerne havde haft noget mere generel indsigt i det her Street Food-miljø. Erfaringerne kom som oftes når man tager ud et sted og får en lussing. Så står man op igen og gør det igen. Lige pludselig finder man ud af hvad der fungerer og hvad der ikke fungerer. Vi lærte en del af vores fejl.

 

logo

Hvordan havnede I på Lyø?

Der var en gammel kollega der så os på Facebook med vores Food Truck og så spurgte han os om vi ikke skulle køre den over på Lyø og sælge mad fra den. Det var i 2016, og vi var fuldt bookede hele sommeren, men der var heldigvis en tom restaurant på øen, som vi kunne forpagte. Der kommer en del ældre turister på øen, så først tænkte vi at lave smørrebrød, men så faldt vi over en stenovn på nettet. Og ja. Så fik vi sejlet en pisse tung og dyr stenovn over til øen! Vi gjorde det igen her i sommers og planen er at vi også skal derover i 2018!

Cut til nu: I har åbnet Snack & Blues på Nørrebro. Hvad er tankerne bag?

Efter Lyø kom vi hjem med lidt penge på lommen. Foodtrucken havde stadigvæk travlt. Så der begyndte vi at lede efter et nyt sted. Her fandt vi det her sted på Guldbergsgade. Mens vi gik og malede hernede kom der to drenge ind, som havde overtaget forpagtningen på Statens Museum for Kunst. De spurgte om vi ikke ville komme og lave maden for dem. Så vi endte med at stå på museet hele tiden og havde faktisk ikke tid til at åbne det nye sted på Nørrebro. Det tog vi konsekvensen af og ansatte en håndfuld folk, så vi kunne få det hele til at køre.

Hvilken mad serverer I på ’Snack & Blues’ ?

Det der fungerede rigtig godt på Street Food-scenen, det var hvidt brød. Samtidig havde jeg bemærket at der i New York var en Instagram Fight mellem tre kæder der alle lavede friturestegt kyllingeburger. Hvis det er stort i New York i 2016, så bliver det helt sikkert stort i København snart. Så vi skulle da også lave en mega lækker kyllingeburger. Vi har altid spist meget KFC, men man kan gøre det så meget bedre. Vores koncept er kylling, æg og pomfritter. Det er økologisk, og vi laver byens bedste pomfritter (og det skulle skribenten hilse og sige, at det gør de!). Det er dinerinspireret, vi har en række cocktails og spiller lækker musik! Og så er det til overkommelige priser.

Hvad betød Kitchen Collective for jer?

Vores første arrangement med foodtrucken var forårspremiere med Rebel Food på Den Røde Plads. Det var en sjov oplevelse. Efterfølgende faldt vi over jer. Vores truck var egentlig godkendt til madproduktion, men vi havde en ambition om at vi skulle bruge noget større end vognens få kvadratmeter. Så begyndte vi at bruge jeres køkken så småt. Vi savnede nemlig en god opvaskemaskine og køleplads! Det har betydet at vi hurtigt kunne skalere op ift. cateringjobs fra dag et, og tidligt i processen skaffede I os et stort job ude på Docken.

Hvilke anbefalinger har du til folk der gerne vil i gang som madiværksættere?

Man skal overveje om det er et koncept, om det er en god idé eller om det er en døgnflue. Vi kan alle sammen lavet noget rigtig godt og have lyst til at servere det til en masse mennesker. Men når du er i det, så er der bare så mange udgifter, at man kan komme meget langt bagud økonomisk. Der skal tjenes nogle penge!

Til mange Street Food- arrangementer kan man jo bare købe en pavillon og et foldudbord i Harald Nyborg og så leje noget udstyr. Her kan man så teste sin idé og mad af på publikum og få feedback med det samme. Det er en billigere erfaring, end at sige sit arbejde op og købe en Food Truck.

Tjek menu og åbningstider på Snack & Blues her

 

burger